Personalehåndbog

Personalehåndbog for Vegetarzans medarbejdere

 

Velkommen som medarbejder hos Vegetarzan!

 

Vi er glade for at modtage dig i teamet. Vi har lavet denne håndbog for at have et fælles sæt retningslinjer – det gør det hele lettere for alle. Punkterne skal være med til at hjælpe dig, men også både gavne kundeoplevelsen i forretningen og få arbejdsdagen til at forløbe uden problemer sammen med dine kolleger. Husk, at du altid kan spørge dine kolleger, eller ringe til Morten (på 4248 0024), hvis du er i tvivl om noget.

 

Indholdsfortegnelse

Vegetarzans overordnede værdier

Dine værdier – be the change you want to see!

Generel adfærd og kommunikation i forretningen

Attitude

Din attitude over for kunder

Din attitude over for arbejde

Vejledning i forbindelse med valg af retter

Opvarmning af retter

Øvrige måltidselementer

Pakning af take-away

Indkøb for Vegetarzan

Rutiner og procedurer

Rutiner ved åbning

Rutiner ved lukning

Køkken

Spise– og salgsområde

Datomærkning og optøning

Når der er travlt: stjerne-menu-systemet

Smagsprøver

Hygiejne

Generel hygiejne

Din hygiejne

Kunder og hygiejne

Hensyn til miljø og økonomi

Personalegoder

FAQ

Hvorfor vegansk og økologisk som kernebudskab?

Hvorfor fryser Vegetarzan maden?

Hvorfor anvender Vegetarzan mikrobølgeovn?

Hvorfor anvender Vegetarzan plastemballage?


Vegetarzans overordnede værdier

Vegetarzan laver sund, 100% økologisk, 100% vegansk, 100% spændende og smagfuld mad af 100% naturlige bæredygtige kvalitetsråvarer. Læs lige den sætning igen – den afspejler nemlig vores værdier, omsat til konkret handling!

  • Vi arbejder med økologi fordi vi ønsker at sikre drikkevandsforsyninger og større biodiversitet i fremtiden både her og i udlandet.

Vegansk mad er langt mere bæredygtigt både for klima og miljø – og derudover er der både sundheds– og dyreetiske fordele ved at droppe kødet. Lidt naturligt græsningskvæg og svin, der roder i jorden ude på markerne eller i skovene,  har beviseligt gode effekter på biodiversiteten, og derfor skal de have en aktiv plads i naturplejen.

  • Vi vil inspirere til bæredygtig kost – derfor er vores mad en verden af smag!

  • Vi går op i naturlighed og kvalitet – derfor anvender vi kun rene råvarer.

 

Vegetarzan er et nyt og ambitiøst projekt i den store grønne omstilling. Ved at arbejde for os er du et vigtigt led i den stærke kæde af ansvarlige verdensborgere.

 

Dine værdier – be the change you want to see!

Du arbejder i et vegansk og økologisk projekt ikke kun i teorien, men også i praksis

Vi forventer, at du som medarbejder hos Vegetarzan brænder for vores værdier – både når du er på arbejde, og når du har fri. Du bakker derfor bedst op via dine egne handlinger.

 

Generel adfærd og kommunikation i forretningen

Vegetarzan er et hold. Vi står sammen.

  • Vi omtaler os som et team overfor gæsterne, og vi bruger kun sjældent ordet jeg.

  • Vi sammenligner aldrig egne styrker med andres svagheder.

  • Vi ønsker et positivt og sikkert arbejdsmiljø, hvor alle kan være trygge.

  • Vi er ærlige, smiler, tænker positivt, og taler positivt til hinanden.

  • Vi skaber sammen et behageligt frirum for vores gæster og kunder.

 

Attitude

Din attitude over for kunder

Når kunder og gæster ser dig på arbejde, ser de Vegetarzan. Derfor er din adfærd og attitude af allerhøjeste vigtighed for projektets succes.

  • Giv en god service og sæt altid kunden i centrum. Vegetarzan er kun muligt fordi vores kunder bakker op om projektet. Det er vi taknemmelige for.

  • Smil, og mød alle med åbent sind.

  • Tænk positivt. Se løsninger i stedet for problemer.

  • Stress ikke, heller ikke når der er travlt eller hvis en ret er udsolgt.

  • Gør altid dit bedste med venlighed, og find løsninger sammen med kunden og dine kolleger.

  • Det er helt i orden at lave en fejl, men undgå at lave de samme fejl flere gange. Vær klar til at undskylde.

Din attitude over for arbejde

Der er mange opgaver i løbet af en dag hos Vegetarzan. Foruden at sælge den økologiske og veganske mad, skal forretningen altid fremstå ren og pæn. Der skal af hensyn til miljøet holdes ekstra godt øje med madspild og spares på ressourcer og energiforbrug. Du skal derfor være ansvarlig på dit arbejde. Vi regner med dig. Den løn du får, får du for aktivt og engageret at fremme Vegetarzans mission.

Du skal derfor løbende være opmærksom, så forretningen fremstår superren, pæn og lækker.

  • Der er aldrig spildtid – der er altid noget der kan gøres – If you’ve got time to lean you’ve got time to clean! Jo mere du når i løbet af dagen, des mindre er der at lave til lukketid, og jo før kan du komme hjem. Udnyt derfor stille perioder i løbet af din vagt til rengøring af:

    • Mikrobølgeovne og køkken generelt

    • Diske, borde og overflader, vinduer, toiletter

    • Fejning af gulve og udendørs arealer.

    • Vande planter

  • Din private telefon har ikke noget at lave i din arbejdstid

  • Kan du ikke se hvad du skal lave, så spørg din overordnede! Med tiden bliver du bedre og bedre til at se, hvad der skal gøres, og så gør du det af dig selv.

  • Er alt klaret i butikken, så gå ud på gaden med smagsprøver – du kan roligt være stolt af dit arbejde. For hver smagsprøve, du giver, er du med til at inspirere endnu et menneske til at spise grøn, bæredygtig mad.

 

Maden

Hvad skal du vide om maden?

De fleste af vores gæster er ikke veganere, de er blot mennesker, der gerne vil have noget sundt og lækkert at spise, og samtidigt prøve noget nyt.

Folk følger mange forskellige diæter og har mange forskellige overbevisninger om mad, om hvad de kan tåle eller mener, at de særligt har brug for. Det blander vi os ikke i: Vegetarzan er ikke et medicinsk projekt, men et klima- og sundhedsprojekt. Rådgiv derfor ikke kunderne i forhold til kost. Nøjes med at oplyse fakta om retterne, fx hvilke retter der er gluten i. Kunden kan finde alt om ingredienser, allergener, og næringsberegninger på www.vegetarzan.dk/produkter.

Du kan dog roligt fortælle, at Vegetarzans’ mad er inspireret af de såkaldte “blue zones”, som er de steder i verden, hvor folk bliver ældst og holder sig sunde længst. Tjek selv på nettet, og læs gerne om Blue zones her.

Fælles for blue zones diæterne er, at de indeholder meget lidt kød, og har et højt fiberindhold.

 

Vores mad følger nogle grundlæggende principper for sundhed og bæredygtighed:

  • 100% vegan – fordi plantebaseret kost er bæredygtig

  • 100% økologi – fordi det både er sundt og bæredygtigt at undgå sprøjtemidler

  • Højt indhold af økologiske grøntsager – fordi de indeholder vitaminer og sporstoffer

  • Højt indhold af kostfibre – fordi fiberholdige grøntsager er gode for fordøjelsen

  • Intet skjult sukker – fordi det er klogest at undgå raffineret sukker. Sødmen kommer fra løg, frugt, eller særlige eddiker

  • Sunde fedtstoffer. Vi anvender kun koldpressede økologiske planteolier – fortrinsvis olivenolie

  • Sunde økologiske planteproteiner – som giver mæthed og fylde

  • Mange økologiske krydderier – som bidrager både til smag og sundhed. Sundheden skyldes krydderiernes diversitet af sporstoffer

  • Ingen soya – fordi soya er omdiskuteret  af flere grunde

  • Ingen tilsætningsstoffer – fordi alt er ren natur hos os

Vi deklarerer altid gluten så det er nemt at undgå det i vore retter. Vi har altid et alternativ.

OBS: Vores hjemmelavede, surdejshævet brød tåles ofte bedre af folk, som normalt foretrækker at undgå gluten. Det skyldes dejens særlige fermentering.

 

Vejledning i forbindelse med valg af retter

Vore retter hedder mange ting, som folk ikke umiddelbart kan gennemskue i forhold til smag og indhold. Derfor er det vigtigt, at du hjælper dem lidt ind imellem.

Spørg fx: “Kan du/I godt li’ eksotisk og krydret mad, eller er du/I mere til noget klassisk eller mildt? På baggrund af kundernes svar kan du rådgive dem om, hvor de skal kigge i menukortet. Din egen mening om retterne er kun relevant, såfremt du er meget glad for en ret, og ikke kan holde din entusiasme tilbage.

  • Alle retter er nøje designet med særlige smags– og ernæringsmål for øje, og smag og behag er forskellig. Når du omtaler retterne, brug da de samme ord, som står på menukortet. Den tekst er nøje udarbejdet, og repræsenterer vores fælles måde at præsentere retterne på.

  • Hvis du har tid til overs på job, kan du gennemgå menukortet og menuerne i webshoppen, så du bliver fortrolig med indholdet af de forskellige retter. Det er fx vigtigt at vide, hvilke grøntsager og krydderier, der er i hvilke retter. Jo mere du ved om maden, des bedre kan du rådgive kunderne ved køb.

 

Opvarmning af retter

Tjek at du får opvarmet maden til min. 75°C (men heller ikke mere). Vær forsigtig med, at maden ikke bliver over-varmet, så den bliver tør. Tilsæt evt. et skvæt vand. Vores retter skal altid være saftige!

 

Her er, hvad du som minimum skal vide om opvarmning:

  • Lad låget blive liggende løst ovenpå, når du sætter retten ind i mikrobølgeovnen.

  • Giv retten 5-6 minutter fra optøet tilstand

  • Giv retten 9-10 minutter fra frossen tilstand

  • Frosne ris skal have 2:20 min

  • Rør rundt i retten halvvejs, eller når den kommer ud af mikrobølgeovnen. Virker den ikke varm hele vejen igennem, skal den sættes ind og gives et øjeblik mere – stadigvæk med låget løst ovenpå.

  • OBS Pas på ikke at brænde dig, når du tager retten ud af mikrobølgeovnen. Løft altid varme bakker med to hænder, uden at trykke på bakken, og tag fat under alle fire hjørner for at undgå damp og overløb.

 

Øvrige måltidselementer

Til alle varme måltider medsendes Vegetarzans 3 S’er: Salat, Surdejsbrød, og Sprød drys.

  • Pak 50g fintsnittet spidskålssalat til hvert måltid

    • Kom 10-15g æblecider-olivenolie vinaigrette ovenpå.

    • Ryst flasken hårdt 10 gange før du kommer vinaigretten på!

    • Lav gerne flere salater samtidigt, og kom dem i køleskabet.

    • Giv salaterne datostempel med datoen i morgen – som er sidste anvendelsesdato.

    • Hold styr på, at salaterne anvendes i den rigtige rækkefølge.

  • Rist 2 stykker brød til hvert take-away måltid. Tø kun det brød du skal bruge, så det holder sig friskt.

  • Husk at medsende lille bæger med 10g sprød drys. Disse pakkes på forhånd, og lav bare mange, når du alligevel er i gang. Du behøver ikke at datomærke drys.

Pakning af take-away

Vi vil både gerne give vores kunder en optimal oplevelse, og spare på emballagen. Derfor pakker vi vores take-away måltider efter følgende principper:

 

Server og udlever i udgangspunktet alle retter direkte i emballagen. Kunderne er velkomne til at sætte sig indendørs, hvis der er plads.

Take-away-kunder får en klodsbunds papirspose.

  • Kom en elastik omkring de varme bakker før de kommes i papirsposer, så låget sidder sikkert på.

  • Kom altid de varme retter i bunden af posen, og stil dem på et isolerende underlag, så de ikke mister varme, mens du pakker.

  • Placer de varme retter oven på hinanden for at holde mest muligt på varmen.

Oven på de varme retter lægges nu poser med brød og bægre med drys som isolering

Øverst placeres salaterne, hvis pakket i samme pose.

  • dette kan nemlig afhænge af antal retter – se vejledning herunder!)

Anvend poserne på denne måde:

  • 1 til 2 måltider: 1 lille pose er nok.

  • 3 måltider (uden ris): 2 små poser (én til det varme og én til det kolde).

  • 3-4 måltider: 1 stor pose.

  • 4 eller flere måltider (nogle med ris): 1 (eller flere) store poser til det varme, og salater pakket separat.

  • Beder kunden om at få sine retter pakket anderledes gør vi det med et smil og uden diskussion. Vi kan altid henvise til, at vi blot forsøger at minimere vores emballageforbrug.

 

Servietter: Giv kun kunderne én serviet ad gangen. Tør evt. spildt mad/drikke op med klud / gulvmoppe, og ikke dyre resourcekrævende servietter.

 

Bestik: kan tilkøbes. Oplys om prisen og spørg, om kunden ønsker at få det med. Spørg også om de vil nøjes med en ske, eller om de gerne vil have en gaffel eller kniv med også. Hvis kunden ikke forstår, at bestik koster penge, kan du oplyse om, at bestik af plast er blevet forbudt at give gratis med, jf. ny EU-lovgivning gældende fra 3. juli 2021.

 

Pakning af frosne retter

Frosne færdigretter, der tilkøbes, pakkes altid i separate poser for ikke at få kontakt til de varme bakker. Vi tilbyder også flamingo kasser til 10 retter eller flere, men kun hvis kunden spørger efter det. De er nemlig både dyre og ressourcekrævende, så vi minimerer vores brug af dem.

 

Indkøb for Vegetarzan

Vegetarzan er 100% økologisk, 100% plantebaseret, og 100% uden tilsætningsstoffer. Sådanne indkøb kan være ret dyre. Alle indkøb af ting der måtte mangle skal derfor koordineres med den butiksansvarlige.

 

Rutiner og procedurer

Kom i god tid, så du er klar og omklædt til vagten begynder. Vær ren, velplejet, og veludhvilet til din vagt.

Rutiner ved åbning

Ved åbning skal følgende gøres:

  • Lås dig ind og deaktivér alarmen.

  • Vask hænder eller brug håndsprit før du fortsætter med at røre ved kontakter, dørhåndtag osv. Det er faste rutiner, når du kommer udefra.

  • Tænd lys i køkken, spise– og salgsområde, og udenfor. Husk også displaykøleskab og displayfryseskabe.

  • Sæt skiltet ud på gaden.

  • Tænd for musikken.

  • Tjek at der er rent og pænt – selvom der er blevet gjort rent om aftenen, skal du alligevel kontrollere at der er rent og ryddeligt overalt: Disken skal være ryddet, stole stå pænt, og borde og gulve være rene.

  • Tjek også, at der er ryddeligt ude foran forretningen. Affald skal fjernes med det samme. Sprit eller vask hænder straks efter.

  • Åbn kassen, og gør klar til de første kunder.

 

Rutiner ved lukning

Når butikken lukkes skal følgende gøres i hhv. køkken og butik

Køkken

  • Alle overflader rengøres.

  • Mikrobølgeovne rengøres indvendigt.

  • Tjek, at alle køleskabe og frysere er lukkede og tændte, og at temperaturen er korrekt (køl max 5 C, frost min -18 C). Uregelmæssigheder rapporteres til Morten, så vi sammen kan tage korrekt handling.

  • Vask gulvet.

  • Opvaskemaskine tømmes og rengøres / sættes i gang (hvis langsom model)

  • Der henvises i øvrigt til Vegetarzans egenkontrolprogram, som alle medarbejdere skal informeres om og kvittere for modtagelsen af. Egenkontrolprogrammet beskriver vores håndtering af fødevarer og sikring af god hygiejne på alle niveauer.


Spise– og salgsområde

  • Sluk evt. levende lys .

  • Rengør alle overflader, særligt borde, stole, og kontaktflader (herunder håndtag og dankortmaskine).

  • Sprit alle dørhåndtag og køleskabslåger af. Rengør også, hvis der er synligt spild på hylderne inde i køleskabene, som er blevet overset.

  • Tjek toiletter og rengør gulv, vask og toilet i nødvendigt omfang.

  • Tjek at der er pænt og rent både ude og inde.

  • Gadeskilte bæres indenfor for natten.

  • Fordør låses.

  • Kassen gøres op og afsluttes. OBS alle drikkepenge er fælles og anvendes til personalearrangementer. Drikkepenge noteres på en blok i kassen og opbevares i aflåst boks. Drikkepenge tælles ikke med i kasseopgørelsen.

  • Sluk lyset.

  • Sluk også lyset i displaykøleskabe og displayfryseskabe.

  • Lås dig ud og tjek lige en ekstra gang, at døren er låst.

 

Datomærkning og optøning

  • Alle fødevarer skal være datomærkede. Vi anvender en datomærke-pistol, og vores egne varer mærkes på produktionsdatoen med m.h.t. dato (“mindst holdbar til)” 6 måneder frem.

  • Når du optør varer, som ikke skal bruges med det samme, fx persillepesto eller frosne færdigretter, skal de have et nyt datomærke (vi sætter det øverst på kanten af bakken), for at vise det nøjagtige tidspunkt for optøning. Det er lovpligtigt.

  • Optøede produkter datomærkes 7 dage frem fra tidspunktet hvor retten tages fra fryser til køleskab. Efter den markerede dato må retterne ikke sælges, men anvendes til smagsprøver på sidste-dagen. Se afsnittet længere nede om smagsprøver.

 

Optø det forventede anvendte antal retter på forhånd for at kunne servere dem så hurtigt som muligt den næste dag. Disse retter skal selvfølgelig også datomærkes 7 dage frem, når de tages fra fryser til køleskab. Aftal med din overordnede hvilke og hvor mange retter, der skal tages ud af fryser og sættes til optøning i køleskab hvornår og hvor ofte.

 

Når der er travlt: stjerne-menu-systemet

Vi har fundet på noget, som hjælper i de situationer, hvor der er for mange kunder til at vi kan følge med. Det er stjernemenu-systemet (Vegetarzans interaktive “plan-B”).

Stjerne-menu-systemet betyder, at kun de stjernemarkerede valg er tilgængelige.

Der kan skiftes frem og tilbage mellem Stjerne-menu-systemet og det normale system, så ofte det er nødvendigt. Personalet kan gøre undtagelser, så længe alle kunder behandles ens. Det er den vagtansvarlige, der kan afgøre, om der midlertidigt skiftes til Stjernemenu-systemet, og hvad der er muligt på hvilket tidspunkt i åbningstiden. Hovedreglen er, at ingen skal vente unødigt lang tid og at take-away-kunder ikke kommer til at stå i al for lang kø, men kan få mad med hjem så hurtigt som muligt. Vurder selv om 15 minutter er for lang tid på stemningen i køen. Der skiftes kort sagt til stjernesystemet for ikke at forsinke maden.

Kunderne kan altid tage frosne retter med hjem, hvis ikke de vil vente. Lad være med at undskylde over for kunderne i disse situationer. Reklamer hellere for de frosne færdigretter og tilbuddet på hhv. 10, 15 eller 25 stk. for at flytte fokus til noget positivt. Fortæl kunden, at han/hun kan træde ud af køen, hente sine retter i fryseren og gå direkte til kassen uden at skulle begynde forfra i køen. De frosne retter kan også indgå i en menu, hvor kunden så selv varmer retten hjemme, og får tilbehøret med. Prisen er i så fald den samme som for et varmt take-away måltid.

Bemærk: Som medarbejder i Vegetarzan har man som regel en god idé om, hvornår der er mest travlt på dagen. Du og dine kolleger skal derfor forberede fx salater i køleskabet så de er klar, inden der bliver travlt. Tænk selv, og vær proaktiv.

 

Smagsprøver

Vær hele tiden opmærksom på madspild. Har du retter, der har været optøet og nu er løbet ind i 7. dag, kan du bruge dem til smagsprøver ude på gaden.

Byd mulige kunder / gæster en smagsprøve på denne måde:

(Smil) “Hej, kunne I tænke jer en smagsprøve på en af vores retter? Det smager fantastisk!” “I er også velkomne til at få et menukort med!”

Hvis kunden er interesseret i at se på menukortet eller i at lytte, så inviter dem indenfor med et smil og en venlig gestus med hånden.

Har du på fornemmelsen, at de gerne vil lytte (både ude eller inde), så fortæl følgende pitches:

“Vi vil gerne vise alle, hvor fantastisk lækkert plantebaseret mad kan smage! Vi har udviklet helt nye retter inspireret af alverdens køkkener!”

“Vores mad er 100% vegansk og 100% økologisk – og så smager det super godt!”

 

Kunder er velkomne til at sende Morten specifikke spørgsmål, som du ikke selv kan besvare (du må gerne oplyse både info@vegetarzan.dk og morten@vegetarzan.dk). Henvis også til www.vegetarzan.dk.

 

Hygiejne

Generel hygiejne

Vi arbejder med fødevarer. Det er lovpligtigt, at vi har hygiejneprocedurer. Det er meget vigtigt, at du kender dem og følger dem. Spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt.

  • Håndter altid fødevarer og emballage med rene hænder

  • Stil aldrig ting på gulvet.

  • Se i øvrigt, om ikke du finder mange af svarene i Vegetarzans egenkontrolprogram.

Din hygiejne

  • Du skal selvsagt være rask for at komme på arbejde.

  • Hvis du har langt hår, skal du sætte det op eller have hestehale for at undgå hår i maden.

  • Undgå at have uldtøj på, som hårene kan hænge fast i og tabes fra over maden. Smøg ærmerne op, så du har frie underarme, hvis der kan sidde hår fast på dit tøj.

Du må ikke have fingerringe og armbånd på, når du håndterer maden. Det er rene bakteriefælder.

Vask dine hænder grundigt når du kommer på arbejde, og igen før du kommer i direkte kontakt med fødevarer. Selvfølgelig altid efter host og nys og efter toiletbesøg.

  • Vask/sprit dine hænder løbende i løbet af arbejdsdagen, særligt mellem forskellige arbejdsopgaver, også efter at have rørt ved beskidt service etc.

  • Rør aldrig ved den del af rent bestik, som folk kommer i munden. Det gælder også sugerør.

  • Rør ikke ved maden, hvis du ikke er køkkenmedarbejder.

  • Hvis du arbejder ude i køkkenet, er det ekstra vigtigt med god hygiejne.

  • Brug altid et rent forklæde

 

Kunder og hygiejne

Alle gæster bydes håndsprit ved ankomst til Vegetarzan.

Der skal yderligere altid forefindes håndsprit på disken samt ved udgang fra toiletområde.

 

Hensyn til miljø og økonomi

Vi sparer på alt, undtagen smil og godt humør! Hensyn til miljø og økonomi kan ofte gå hånd i hånd, hvis man tænker sig lidt om.

 

  • Råvarer: Undgå madspild i køkkenet! Vi kasserer aldrig mad – kontakt Morten før du kasserer noget.

    • Genanvend emballage jf. de nyeste retningslinjer. Vi genbruger så vidt muligt al emballage, særligt til interne varer.

  • Rengøring: Brug karklude og gulvmopper til at tørre op hvis noget spildes – ikke servietter og viskestykker!

  • El: sluk maskiner, der ikke er i brug.

  • Vand: undgå spild og lad ikke vandet løbe.

  • Varme: hold døre og vinduer lukkede i vinterhalvåret, men luft selvfølgeligt ud i nødvendigt omfang.

  • Udsugning/ventilation: skal kun køre når det er nødvendigt.

 

Personalegoder

Vi ser gerne, at du smager dig igennem vores sortiment. For at motivere dig til at gøre det, tilbyder Vegetarzan, at du som medarbejder hos os kan købe mad med 20% rabat. Rabatten er personlig, og gælder ikke til dine venner, familie og ledsagere. Rabatten gælder alle varer i Vegetarzan – både komplette måltider, blends, og frosne retter.

 

FAQ

Hvorfor vegansk og økologisk som kernebudskab?

For mange årsager! Hvor skal man næsten starte? Vi har satset på vegansk og økologisk mad for at inspirere almindelige mennesker til at spise flere grøntsager, lære dem at grønt kan smage godt og meget forskelligt og at det mætter strålende. Målet er, at få folk til at spise mindre kød. Mindre og mindre og mindre, indtil de ikke er afhængige af det længere. Vi véd, at en omlægning til økologisk plantekost kan give voksne mennesker fornyet energi og langt større velvære.

Ved at prioritere vegansk og økologisk mad kan følgende delmål opnås jf. FN’s 17 verdensmål:

  • Spis vegansk: for at der er mad nok til alle! [verdensmål 2]

  • Spis vegansk og økologisk: for din og vores alles personlige sundhed [verdensmål 3]

  • Spis økologisk: for at passe på det rene drikkevand  [verdensmål 6]

  • Spis vegansk og økologisk: For ansvarligt forbrug og produktion  [verdensmål 12]

Spis vegansk: for klimaet  [verdensmål 13]

  • Spis økologisk: for livet i havene  [verdensmål 14]

Spis økologisk: For livet på jorden: biodiversitet og dyrevelfærd  [verdensmål 15]

 

Du behøver ikke huske denne liste udenad, men det er rart at blive bestyrket i, at vi sammen er på en vigtig mission!

 

Hvorfor fryser Vegetarzan maden?

Det gør vi for at have et smart koncept hvor vi kan tilbyde:

  • 100% økologi og vegansk til tilgængelige priser og med stor valgfrihed

  • Fryseren holder maden helt frisk frem til servering (Maden er frosset umiddelbart efter tilberedning)

  • Fryseren holder på smag og vitaminer

  • Fryseren hjælper os til at undgå madspild

 

Hvorfor anvender Vegetarzan mikrobølgeovn?

Det gør vi først og fremmest for ikke at varme mere mad, end der er brug for. Mikrobølgeovnen er en energieffektivmåde at varme fødevarer op på. En sidegevinst er, at kunderne får inspiration til hvor let det er at anvende vores færdigretter i en travl hverdag.

 

Derhjemme kan man jo opvarme retterne som man har lyst til – fx i gryde, mikroovn, eller i vandbad direkte i bakken ved max 120°C. Se mere på hjemmesiden under tilberedning og serveringsforslag.

Produkter – Vegetarzan

 

Hvorfor anvender Vegetarzan plastemballage?

Vores plastemballage har mange fordele, og er den rigtige løsning for vores koncept:

  • Vi kan pakke maden varm i bakken, hvilket er godt for holdbarheden.

  • Vi kan fryse maden i bakken, hvilket betyder 0 madspild, og at maden holder sig frisk.

  • Vi (eller vores kunder) kan opvarme maden direkte i bakken.

  • Bakken kan – grundet det medfølgende låg – genanvendes i husholdningen.

  • Bakken kan – grundet at det er ren ufarvet plast – let omsmeltes uden downcycling – dvs. det kan blive til nye produkter af samme plasttype.

 

Der er skrevet et helt afsnit om emballagevalg på vores hjemmeside. Det kan vi henvise kunder til. Læs det selv her:

Emballage – Vegetarzan

 

Endnu engang tak fordi du hjælper Vegetarzan med at accelerere den grønne omstilling!

Morten fra Vegetarzan.

2022 Vegetarzan ApS (CVR 43233637)
Spis dig sund!